FE: Ministre og topembedsmænd skal holde sig fra Google på mobilen | Nyheder | DR

  • Rusland tager første skridt mod at trække sig fra aftale, der forbyder atomprøvesprængninger

    Det russiske parlament har i dag stemt for at trække ratificeringen af en aftale om ikke at foretage atomprøvesprængninger tilbage.

    412 parlamentsmedlemmer stemte for, mens nul stemte imod.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Forslaget skal igennem yderligere to behandlinger og godkendes af overhuset, før det endeligt kan underskrives af præsident Vladimir Putin.

    Aftalen stammer fra 1996 og har til formål at forbyde alle atomprøvesprængninger.

    Den blev indgået, efter at Sovjetunionen, USA og andre foretog sprængninger under Den Kolde Krig. Rusland og USA underskrev aftalen i september 1996, men amerikanerne tilsluttede sig aldrig formelt.

  • Sveriges konge sender tanker til familierne til de dræbte svenskere

    Det svenske kongehus har udsendt en udtalelse i forbindelse med, at to svenskere blev dræbt i Bruxelles i et angreb i går aftes.

    Det fremgår på det svenske kongehus' hjemmeside.

    – Min familie og jeg har med forfærdelse erfaret informationen om, at to svenskere er blevet dræbt i forbindelse med fodboldlandskampen mellem Sverige og Belgien i aftes.

    – Vores tanker går til de afdøde og deres familier, lyder det fra den svenske kong Gustav i udtalelsen.

    En tredje svensker blev hårdt såret i angrebet og er indlagt på hospitalet.

    I morgen besøger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, Bruxelles for at ære ofrene, skriver SVT.

  • Det er et stort hul i lovgivningen, at børn under 18 år kan købe tobaksvarer online, mener Kræftens Bekæmpelse.

    Læs hele artiklen
  • Lægemiddelstyrelsen sætter parti af coronavaccine i karantæne

    Lægemiddelstyrelsen har ud fra et forsigtighedsprincip valgt at sætte et specifikt parti af coronavccinen fra Pfizer/BioNTech i karantæne.

    Årsagen skyldes, at der på nogle vaccinationssteder er observeret dannelse af bobler i vaccinen, efter at den er trukket op i sprøjten, skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

    Der er anvendt ca. 57.000 doser fra denne batch, og de foreløbige oplysninger peger ifølge styrelsen på, at den har været i anvendelse i alle landets regioner.

    Lige nu er der ikke tegn på, at det specifikke parti har konsekvenser for effekt eller sikkerhed, lyder det, og Lægemiddelstyrelsen undersøger nu sagen nærmere sammen med producenten.

    På grund af karantænen vil nogle borgere opleve, at deres kommende vaccinetid bliver aflyst.

  • Versailles evakueret for anden gang på fire dage

    Det franske slot Versailles, der ligger uden for Paris, er blevet evakueret.

    Det oplyser slottet på det sociale medie X.

    Evakueringen af gæsterne sker af sikkerhedsmæssige årsager, og slottet vil være lukket resten af dagen, lyder det.

    Ifølge den franske tv-kanal BFM har politiet oplyst, at der er et bombehold på vej til slottet.

    Det er anden gang inden for få dage, at Versailles bliver evakueret. Det skete også lørdag på grund af en bombestrussel.

  • Herrelandsholdet 26 min. siden

    Myndighederne i San Marino har valgt at skærpe sikkerheden efter angreb i Bruxelles.

    Læs hele artiklen
  • Mand fundet død i svensk skov fire år efter forsvinden

    Politiet i Sverige har fundet liget af en mand, der blev meldt savnet tilbage i 2019.

    Mandens lig blev fundet af folk på svampeplukketur i en skov nær Söderhamn, skriver Aftonbladet.

    Sagen efterforskes som et drab, men der er ingen mistænkte.

  • Orbán og Putin har genbekræftet deres bånd under møde i Beijing

    Sådan så det ud, da den ungarske premierminister, Viktor Orbán, mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin. (Foto: © GRIGORY SYSOYEV, Ritzau Scanpix)

    Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har i dag holdt møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den kinesiske hovedstad, Beijing.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters brugte de to ledere anledningen til at genbekræfte deres interne bånd. Den ungarske premierminister er nemlig den russiske præsidents nærmeste allierede i EU. Og trods krigen i Ukraine, som blandt andet har fået EU-landene til at indføre en lang række hårde sanktioner mod Rusland, har Viktor Orbán forsøgt at fastholde et godt forhold til sin russiske kollega.

    Det glæder Vladimir Putin.

    - Selvom mulighederne for at opretholde kontakter og udvikle relationer kan være meget begrænsede under de nuværende geopolitiske forhold, er det ikke desto mindre tilfredsstillende, at vores forbindelser med mange europæiske lande både er blevet opretholdt og videreudviklet. Et af disse lande er Ungarn, sagde den russiske præsident ifølge Reuters til premierminister Orbán.

  • Polsk valgresultat efterlader dog også et tydeligt billede af et Polen delt i to, skriver korrespondent.

    Læs hele artiklen
  • Fødevarestyrelsen tilbagekalder broccolisalat solgt i hele landet

    Det er denne salat, som nu bliver kaldt tilbage, fordi der ikke er skrevet noget om allergener på bagsiden. Foto: Fødevarestyrelsen.

    Fødevarestyrelsen fraråder personer med allergi at spise en broccolisalat fra Flensted Snitgrønt, fordi der mangler oplysning om indhold af allergenerne æg og sennep.

    Salaten er solgt i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen over hele landet, skriver Fødevarestyrelsen.

    Der er tale om måltidssalaten "Broccolisalat med et strejf af chili" fra Coop, der har sidste anvendelsesdato den 19. oktober.

    Forbrugere skal enten kassere salaten eller levere den tilbage til butikken, hvor den er købt.

  • Det er familien selv fra dokumentaren 'Forfulgt af politiet?', som opsøger konflikter med politiet, siger fællestillidsrepræsentant. DR afviser kritik af 'ensidig' dokumentar.

    Læs hele artiklen
  • Formodet gerningsmand fra Bruxelles har tidligere været i Sverige

    - Det er tid til mere sikkerhed, mere forsigtighed, mere årvågenhed. Vi må simpelthen ikke være naive, siger Ulf Kristersson. (Foto: © 10080 FREDRIK SANDBERG /TT, Ritzau Scanpix)

    Det var efter myndighedernes overbevisning et bevidst angreb på svenskere, da tre personer blev skudt i går i Bruxelles.

    Det siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et pressemøde.

    - Alt taler for, at dette er et terrorangreb mod svenske borgere, blot fordi de er svenskere, siger han.

    Den formodede gerningsmand har af og til opholdt sig i Sverige, siger statsminister Ulf Kristersson desuden.

    Statsministeren ønsker dog ikke at oplyse hvornår og hvor længe, men han siger, at han nu er styrket i sin tro på, at Sverige skal holde styr på, hvem der er i landet, og at de er der lovligt.

    Han tilføjer, at Sveriges frie værdier ikke skal spoleres af terrorister.

    - Vi skal værne om vort åbne demokratiske samfund og stå fast ved vores værdier. Vi skal ikke tilpasse os terrorister.

    Følg sagens udvikling i vores liveblog.

  • Anholdt for tyveri af bildele for 4,2 milliarder kroner

    Med en pris højere end guld - målt på vægten - er ædelmetaller brugt til fremstilling af katalysatorer til biler i meget høj kurs.

    Det gør bildelene attraktive for langfingrede typer, som stjæler dem for at sælge delene videre til omsmeltning, skriver ABC News.

    Nu er tre personer fra samme familie blevet anholdt i forbindelse med en omfattende sag om tyveri af katalysatorer for ikke mindre end 600 millioner dollar svarende til 4,2 millarder kroner.

    De to brødre og deres mor mistænkes for at være ansvarlige for tyveriet sammen med 18 andre fra New Jersey og Sacramento. De har erkendt at have tjent 268 millioner kroner på tyveriet.

    Du kan blive opdateret med flere nyheder i TVA Live.

  • Flere opfordrer til at skære på antallet af kræftkontroller

    Hvis personalet skal kunne følge med, skal der laves færre scanninger i sundhedsvæsenet, lyder det fra flere sider.

    Der er nemlig lige nu stor mangel på de speciallæger - radiologer - som analyserer og giver svar på scanningerne

    Kræftområdet er oplagt at kigge på, siger Jes Søgaard, sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet.

    - Det kan ske ved, at vi ”blødgør” nogle af reglerne for kontrolopfølgning efter en kræftbehandling.

    Per Christiansen, konstitueret hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital, er enig.

    - Kræftpatienter i Danmark bliver kontrolleret mere, end der nødvendigvis er behov for. Derfor må vi se på, om nogle kontroller kan fjernes, siger han.

    Siden 2019 er antallet af MR-scanninger på Aalborg Universitetshospital steget med 19 procent.

  • Indiens højesteret afviser at gøre homo-ægteskaber lovlige

    Indiens øverste domstol vil ikke gøre ægteskaber mellem to personer af samme køn lovligt.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Dermed bliver der ikke umiddelbart ændret på den indiske lovgivning.

    Højesteretspræsident D.Y. Chandrachud forklarer, at det må være op til det indiske parlament at træffe den slags beslutninger.

    I Asien, hvor konservative værdier stadig fylder meget, er det kun Taiwan og Nepal, der tillader homoseksuelle ægteskaber.

  • Terrortruslen mod Danmark har været alvorlig siden 2010.

    Læs hele artiklen
  • Puk Damsgård: Mens nødhjælp ikke kan komme til Gaza, bliver det kun værre for de civile

    Situationen forværres for de civile i Gaza.

    Der er massive bombardementer, og vandforsyningerne kan ifølge FN løbe ud indenfor kort tid. Det samme gælder strømforsyningen.

    Ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, er blandt andet 84.000 gravide kvinder i risiko, fordi nødhjælpen ikke kan komme ind i Gaza, skriver CNN.

    DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, der befinder sig syd for Tel Aviv i Israel, kalder det en "relativt absurd situation", fordi der i Egypten lige på den anden side af grænsen til Gaza venter nødhjælp til palæstinenserne.

    I flere dage har USA, Israel og Egypten talt om at få åbnet grænsen for at nødhjælp ind, men det er endnu ikke lykkedes.

    Her fortæller Puk Damsgård om situationen for de civile i Gazastriben:

    Følg krigens udvikling i vores liveblog og i TVA Live på DRTV.

  • Formodet gerningsmand bag angreb i Bruxelles er bekræftet død

    Belgiens anklagemyndighed bekræfter nu, at den formodede gerningsmand, der dræbte to svenskere og sårede en tredje, er død.

    Det skriver det belgiske medie VRT.

    Tirsdag morgen blev den mistænkte gerningsmand skudt af politiet på en café i den belgiske hovedstad, Bruxelles.

    Efterfølgende blev han bragt til intensivafdelingen på hospitalet.

    To svenskere blev skudt af manden, mens en blev såret i går aftes i Bruxelles i forbindelse med Sveriges fodboldkamp mod Belgien.

  • Politikere: Slut med tredobbelt løn til vagtlæger

    Man kan ikke retfærdiggøre en løn for videokonsultation, der er tre gange højere end en konsultation over telefonen.

    En forskel fra 76 til 225 kroner for gennemsnitligt to minutters længere snak.

    Sådan lyder det fra flere politikere i Region Syddanmark. De siger til Radio 4, at de vil have ændret den akkordløn, vagtlægerne arbejder på, så der ikke er så stor forskel på video- og telefonsamtaler med patienter.

    Ifølge radiokanalen er der eksempler på læger, der tjener millioner på videokonsultationer.

    Politikerne foreslår derfor, at man indfører en fast timeløn, der er teknologi-uafhængig, så der ikke er en fordel ved at vælge video.

    Det er formand Jørgen Skadborg fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) åben overfor, hvis ellers lønnen "er rimelig", hvilket han ikke ønsker at uddybe.

  • Massiv eftersøgning af syvårig norsk dreng, der forsvandt på jagttur med familien

    Norsk politi og redningsmandskab er på snart andet døgn massivt til stede i en skov i Lindesnes nær Kristiansand i det sydlige Norge.

    Her leder man fortsat efter en syvårig dreng, som forsvandt søndag eftermiddag, da han var på jagt med sin familie.

    Politiet håber fortsat på at finde ham i live, siger politiets indsatsleder her til morgen til norske VG.

    - Vi leder, og det gør vi, fordi vi har en tro på, at vi finder ham i god behold, siger han.

    I går formiddag blev drengens solbriller fundet få hundrede meter fra stedet, hvor politiet startede sin eftersøgning.

    Myndighederne har dag og nat ledt efter drengen med politihelikopter, redningshelikopter og varmesøgende droner, og specialtrænede politihunde fra hele Norge deltager i eftersøgningen.

  • Kombinationen af vandstand og bølger forværrer situationen.

    Læs hele artiklen
  • Herrelandsholdet I dag kl. 09:57

    Danmarks fodboldlandshold møder tirsdag aften San Marino i EM-kvalifikationen.

    Læs hele artiklen
  • Belgisk indenrigsminister siger, at man har skudt en mand i forbindelse med jagten på gerningsmand.

    Læs hele artiklen
  • Mister årligt tilskud: Energimuseum må lukke for offentligheden

    40.000 gæster besøger årligt Energimuseet ved Tange Sø syd for Viborg - men det er slut for nu.

    Museet har mistet sit driftstilskud på knap seks millioner kroner

    Det betyder også, at 12 ud af 18 medarbejdere på museet i perioden efter efterårsferien og frem mod årsskiftet fratræder deres stillinger.

    Foreløbig sikrer et tilskud fra Slots- og Kultursstyrelsen, at de seks tilbageværende ansatte kan fortsætte med at pleje museumsgenstande, forske og formidle viden til skolegrupper og ungdomsuddannelser.

    Ifølge formand Karin Gaardsted arbejder museets bestyrelse i øjeblikket på højtryk for at finde en løsning, der kan sikre museets drift fremadrettet.

    Energimuseet er et oplevelses- og formidlingscenter for energi, fremtidens energiløsninger og den grønne omstilling.

  • Belgiske myndigheder bekræfter, at formodet gerningsmand er skudt

    De belgiske myndigheder bekræfter, at den mand, der blev skudt i morges, er den formodede gerningsmand bag gårsdagens angreb i Bruxelles.

    Manden er i øjeblikket på intensivafdelingen på et belgisk hospital, bekræfter Bruxelles ministerpræsident.

    Følg situationen i vores liveblog.

  • Belgiens indenrigsministerium: En mand er skudt i Bruxelles Schaerbeek-område

    Belgiske kriminalteknikere leder efter beviser ved gerningsstedet. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Ritzau Scanpix)

    Det belgiske indenrigsministerium siger nu, at myndighederne har 'neutraliseret' - altså skudt - en mand i i Bruxelles' Schaerbeek-område, men at man endnu ikke formelt har identificeret, at der er tale om den formodede gerningsmand bag angrebet i Bruxelles.

    Det skriver det belgiske medie RTBF.

    Manden er blevet kørt til hospitalet, og redderne forsøger at genoplive ham.

    To svenskere blev dræbt, mens en tredje svensker blev såret af skud forud for fodboldkampen mellem Belgien og Sverige, der skulle spilles i går aftes. Kampen blev afblæst efter pausen.

    Følg situationen i vores liveblog her.

  • Naturstyrelsen har solgt skovbunden fra det nationale testcenter for vindmøller i Thy til virksomhed, der laver pottemuld.

    Læs hele artiklen
  • USA-korrespondent: Biden vil undgå, at krig løber løbsk

    Af

    Nanna Nørby Hansen (nahn@dr.dk)

    Selvom USA utvivlsomt støtter Israel og ønsker Hamas straffet, vil Det Hvide Hus også gøre sit for at undgå, at det "løber helt løbsk i Gazastriben", hvor der allerede er meget høje tabstal.

    Det vurderer DR's USA-korrespondent Philip Khokhar i P1 Morgen forud for Joe Bidens besøg i morgen.

    - Der vil komme et amerikansk pres på Israels præsident, Benjamin Netanyahu, for, at man skal have en plan, siger han.

    Ifølge USA-korrespondenten har USA to bekymringer.

    - Der er en frygt i Washington for, at det kan blive et blodbad, hvis Israel ikke tænker sig rigtig godt om.

    - Samtidig er der også en bekymring for, hvordan det her skal ende. Forestiller israelerne sig, at de skal besætte Gaza? At der skal komme en anden form for palæstinensisk styre?, siger korrespondenten.

  • EM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Belgien blev mandag afblæst i pause efter to svenskere tidligere på aftenen blev dræbt i den belgiske hovedstad.

    Læs hele artiklen
  • Tredje person, som er såret i angreb i Bruxelles, er også svensker

    Politiet er massivt til stede i Bruxelles. Steder med svensk tilknytning bliver særligt bevogtet efter angrebet. (Foto: © Olivier Matthys, Ritzau Scanpix)

    En tredje person, der blev alvorlig såret i angrebet i Bruxelles, er også svensker. Personen meldes uden for livsfare.

    Det har den belgiske statsanklager oplyst og samtidig korrigeret tidligere meldinger om, at han skulle være lokal taxachauffør.

    Dermed er tre svenskere altså ramt i Bruxelles ved mandagens angreb, to er døde og en er på hospitalet.

    Du kan følge situationen i Bruxelles i vores liveblog.

  • To svenskere blev mandag aften dræbt i den belgiske hovedstad, Bruxelles, inden landskampen mellem Sverige og Belgien.

    Læs hele artiklen
  • Domstol i Hong Kong afgør, at homoseksuelle har samme ret til bolig som alle andre

    Det skal ikke have nogen betydning, om man har en partner af samme køn som én selv, hvis man vil eje eller leje en almen bolig i Hong Kong.

    Det har en dommer ved en appeldomstol tirsdag afgjort, skriver Reuters, og dermed lider regeringen nederlag i sagen.

    Den ville have gjort det ulovligt for homoseksuelle at leje eller eje sådan en bolig, men sådan en lov er diskriminerende, fastslår domstolen altså.

    Afgørelsen er den seneste i en række afgørelser, der betragtes som juridiske gennembrud for forkæmpere for homoseksuelles rettigheder i landet.

  • Tirsdag får perioder med sol og enkelte byger

    Solen vil skinne på os igen i dag, men i perioder skal den kæmpe med skyerne om pladsen på himlen som her i Haderslev. (Foto: © Viggo Hjort Kohberg, Viggo Hjort Kohberg)

    Det er på med handskerne, hvis du skal cykle eller gå på arbejde i dag. Det er en kold morgen mange steder med temperaturer på fire til syv grader og en luft, der føles frisk mod kinderne.

    I løbet af dagen vil oktobersolen kigge frem, og termometeret vil stige til op imod 12 grader. Der vil dog være perioder med mere gråt vejr og skyer dagen igennem, og så vil der være risiko for enkelte byger særligt over den sydlige del af landet.

    Vinden bliver svag til jævn fra vest, og ved kysterne og i Nordvestjylland stedvis frisk eller hård.

  • Politiforbundet kalder regeringens udmelding for ’tiltrængt’.

    Læs hele artiklen
  • Drabsmistænkt er stadig på fri fod i Belgien

    En formodet gerningsmand, der menes at stå bag drabet på to svenskere i Bruxelles i aftes, er stadig på fri fod. Det oplyser Belgiens premierminister, Alexander De Croo, på et pressemøde her til morgen ifølge nyhedsbureauet Belga.

    De Croo oplyser, at den mistænkte er en tunesisk immigrant, der har fået afslag på asyl, og som har opholdt sig ulovligt i Belgien.

    Han siger desuden, at den mistænkte er inspireret af den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat.

    Angrebet på de to svenskere fandt sted før en fodboldlandskamp mellem Sverige og Belgien.

  • Det vækker kritik, at skoleelever i København kan kontaktes via Microsoft Teams.

    Læs hele artiklen
  • Teenager anholdt og sigtet for drab på amerikansk betjent

    Politiet i USA har anholdt en 18-årig mand, som man mener er blandt gerningsmændene bag skuddrabet på en betjent i torsdags.

    Det skriver CBS News.

    Den 18-årige blev anholdt i New Jersey og er én blandt fire mistænkte i sagen, der udspillede sig i et parkeringshus i lufthavnen i Philadelphia. Her konfronterede to betjente nogle mænd, der var i gang med at begå indbrud i nogle biler.

    Pludselig blev der affyret skud mod betjentene, og den ene af dem døde af sine kvæstelser kort efter. Hans kollega blev ramt i armen og er udskrevet fra hospitalet.

  • Rumvandring udskudt igen: Andreas Mogensen må vente til 'senere dette år'

    19. oktober skulle Andreas Mogensen have været den første dansker til at tage på rumvandring på den internationale rumstation ISS.

    Men nu er rumvandringen udskudt til 'senere dette år', skriver mediet videnskab.dk og det amerikanske rumfartsagentur NASA.

    Andreas Mogensens rumvandring var allerede blevet udskudt én gang fra 12. oktober til 19. oktober, efter at der blev fundet en lækage af kølervæske fra en radiator på ydersiden af rumstationen.

    Ingeniørerne, der arbejder med at afklare sagen, er stadig ikke færdige med at undersøge lækagen, og derfor udskydes Mogensens rumvandring igen fra 19. oktober.

  • Putin i Kina for første gang siden invasion af Ukraine

    Ruslands præsident Vladimir Putin er tirsdag landet i den kinesiske hovedstad Beijing.

    Det skriver det russiske medie Ria.

    Her skal han blandt andet mødes med præsident Xi Jinping på sit to-dages besøg i landet, der er det første, siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

    Ud over flere møder skal Putin deltage i en konference for Kinas silkevejsprojekt, der også hedder "Belt and Road-initiativet".

    Det er Putins første rejse uden for det tidligere Sovjetunionen, siden Den Internationale Straffedomstol (ICC) i marts tidligere i år udstedte en arrestordre mod ham på baggrund af anklager om ulovlig deportation af børn fra Ukraine.

    Han besøgte det tidligere sovjetland Kirgisistan i sidste uge.

  • USA og Israel vil lave plan for nødhjælp til Gazastriben

    USA og Israel er blevet enige om, at de sammen skal udforme en plan for, hvordan nødhjælpen kan nå de civile i Gaza. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

    - Det er afgørende, at nødhjælp kan komme ind i Gaza så hurtigt som muligt, lød det i nat på et pressemøde med USA's udenrigsminister, Antony Blinken.

    På mødet fortalte han, at USA og Israel er blevet enige om at udforme en plan for, hvordan nødhjælp fra andre nationer og organisationer kan komme ind til civile i Gaza.

    - Og kun dem, understregede Blinken.

    - Hvis Hamas på nogen måde forhindrer nødhjælpen i at nå frem til de mennesker, der har brug for den, vil vi være de første til at fordømme det og forsøge at forhindre det i at ske igen, sagde Blinken.

    Flere lande og organisationer har sendt nødhjælp mod Gaza, men meget er indtil videre strandet i Egypten, mens grænsen har været lukket.

    Planen indebærer også, at man vil forsøge at skabe områder, hvor civile kan være i sikkerhed.

    Det er ifølge flere humanitære organisationer ikke tilfældet i Gaza i øjeblikket.

  • Joe Biden besøger Israel onsdag

    Joe Biden skal mødes med flere mellemøstlige ledere i den her uge. (Foto: © Samuel Corum / POOL, Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil på onsdag besøge Israel.

    Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, på et pressemøde i Israel, hvor udenrigsministeren selv opholder sig.

    Præcis hvor og hvornår besøget vil finde sted, vides ikke endnu.

    - På onsdag vil præsident Biden besøge Israel. Han kommer på et kritisk tidspunkt for Israel, for regionen og for verden, lød det fra Blinken.

    Biden vil ifølge Blinken mødes med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og "bekræfte den amerikanske solidaritet og støtte til Israel".

    Besøget kommer på et tidspunkt, hvor mange frygter og forventer en israelsk landoffensiv i Gaza, men også at konflikten kan sprede sig i Mellemøsten.

    Efter besøget i Israel rejser Biden videre til Jordan for at mødes med præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, på et møde, hvor også Jordans kong Abdullah og Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, vil deltage.

  • Polen: Opposition får flertal efter valg

    Donald Tusk ser ud til kunne danne et flertal i Polen. (Foto: © Kacper Pempel, Ritzau Scanpix)

    Den EU-venlige opposition med den tidligere EU-præsident Donald Tusk i spidsen ser ud til at kunne tage magten i Polen efter søndagens valg.

    Med over 99 procent af stemmerne optalt har Tusk og hans forventede samarbejdspartnere nemlig fået opbakning fra 53,5 procent af de polske vælgere.

    Det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) blev størst med 35,6 procent, men kan ikke danne flertal i det polske parlament. De står til at få 196 pladser i det polske parlament, Sejm.

    Her er der i alt 460 pladser, og det kræver 231 for at have flertal.

    Tusks parti, Borgerplatformen, ser ifølge de seneste målinger ud til at kunne indtage 158 sæder i parlamentet. Hans forventede allierede i koalitionen Den Tredje Vej og partiet Venstrepartiet ser ud til at kunne indtage henholdsvis 61 og 30 sæder, hvilket tilsammen giver dem et flertal med 249 folkevalgte.

  • Svensk statsminister: Vær på vagt og følg lokale myndigheder

    Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, opfordrer svenskere i Belgien til at være på vagt og følge nøje belgiske myndigheders instruktioner. Det skriver mediet SVT.

    Han siger desuden, at hans tanker går til de afdøde, de sårede og deres pårørende.

    - I aften har vi alle hørt den frygtelige nyhed, at flere personer er blevet skudt på åben gade i Bruxelles, og det siges, at ofrene er svenske statsborgere, udtaler han.

    Han fortæller også, at det svenske Udenrigsministerium vil sende en sms til alle svenske mobilabonnenter i Belgien med en opfordring om at følge de lokale myndigheders anvisninger.

  • Kort sport I går kl. 23:58

    DBU er i dialog med myndigheder efter skuddrab: Forhold er uændret for danskere i udlandet

    To svenskere blev mandag aften skudt og dræbt i et formodet terrorangreb i Bruxelles før Sveriges EM-kvalifikationskamp mod Belgien.

    Tirsdag skal det danske fodboldlandshold møde San Marino på udebane, hvor mange danske fans er rejst med for at støtte landsholdet.

    Den nuværende situation i Belgien giver ikke anledning til, at de danske fans behøver at forholde sig anderledes, oplyser Dansk Boldspil-Unions (DBU) kommunikationschef, Jakob Høyer.

    - Vi følger udviklingen og er i dialog med de danske og lokale myndigheder. Ifølge myndighederne er der pt. ikke ændringer for danskere i udlandet, lyder det fra Jakob Høyer ifølge Ritzau.

    Nyheden om, at to svenskere var blevet dræbt, kom kort før kampen i Bruxelles blev fløjtet i gang.

    De to hold spillede første halvleg, men kom ikke ud til anden halvleg, da kampen blev stoppet.

    - Det er forfærdelige hændelser i Bruxelles, og vi føler med vores svenske kolleger og de berørte fans og deres familier, siger Jakob Høyer.

  • Belgisk anklagemyndighed: Motiv var ofrenes nationalitet

    Den belgiske anklagemyndighed oplyser, at motivet for drabet på to svenskere i Bruxelles var ofrenes nationalitet.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Anklagemyndigheden oplyser også ifølge Reuters, at gerningsmanden påstår at være inspireret af Islamisk Stat.

    Anklagemyndigheden oplyser også, at gerningsmanden stadig er på fri fod.

  • Kampen mellem Sverige og Belgien er blevet afblæst i pausen.

    Læs hele artiklen
  • Polsk EU-venlig premierministerkandidat ser ud til at kunne samle flertal

    Mens 80 procent af stemmerne fra gårsdagens parlamentsvalg er talt op, ser det ud til, at Polen kan få en ny regering.

    Det nuværende regeringsparti, det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed, ser nemlig ud til at få svært ved at samle flertal, skriver Ritzau.

    Regeringspartiet står til at have 37 procent af stemmerne, mens centrum-højre partiet Borgerkoalitionen står til 29,1 procent af stemmerne.

    I spidsen af sidstnævnte er den tidligere EU-præsident Donald Tusk, der muligvis med andre partier kan danne et flertal og blive landets næste premierminister, skriver Ritzau.

    Det er uvidst, hvor længe det vil tage at danne en ny regering.

  • Den danske landsholdsangriber har fået en imponerende start i Real Madrid.

    Læs hele artiklen
  • https://www.dr.dk/nyheder/seneste/fe-ministre-og-topembedsmaend-skal-holde-sig-fra-google-paa-mobilen